Morgenavisen Jyllands-Posten, torsdag den 6. april 1989.
Jyllands-Posten refererede 15/3 mine udtalelser til dagbladet Information om, at udlandsgælden ikke er et problem, og at vi ikke lever over evne, og fortolkede dem som et “positivt budskab”. For at modvirke overdreven optimisme, men iøvrigt underbygge Jyllands-Postens positive konklusion, vil jeg uddybe mit synspunkt.
Kort fortalt er udlandsgælden ikke et problem, men det er statsgælden til gengæld.
Den sædvanlige begrundelse for, at udlandsgælden udgør et problem for samfundet, og at dens vækst bør begrænses ved politiske indgreb og privatøkonomisk mådehold, lader til at være som følger.
Vi er nødt til at forrente og eventuelt afdrage gælden til udlandet, og det kan kun gøres ved, at vi får overskud på betalingsbalancen i fremtiden. Derfor må vi sende flere varer og tjenesteydelser ud af landet, end vi modtager. Der bliver færre varer og tjenester til rådighed til os selv, så vi lider et afsavn. Udlandsgælden er et udtryk for, hvor stort dette fremtidige afsavn er for det danske samfund som helhed. For at begrænse afsavnet, må vi begrænse udlandsgælden gennem den økonomiske politik.
Denne tankegang sætter jeg spørgsmålstegn ved af mindst to grunde. For det første tager den ikke hensyn til, at de lånte penge modsvares af investeringer i udbygning og forbedring af produktionsapparatet. For det andet er udlandsgælden delvis et resultat af privatøkonomiske dispositioner, som i hovedsagen er en privat sag og ikke et offentligt anliggende. De finder kun sted, fordi private beslutningstagere – langt fra at lide afsavn – mener at have fordel af dem.
År for år investerer vi flere penge i bygninger og maskiner mv. end vi låner i udlandet. Vores opsparing er positiv, og vi øger vores nationalformue. Det er, hvad jeg mener med at sige, at vi ikke “lever over evne”. Hvis investeringerne iøvrigt er samfundsmæssigt rentable, fører de til en fremtidig produktionsfremgang, hvis værdi er større end renter og afdrag på gælden. Selv efter at vi har overladt en del af produktionen til vores udenlandske kreditorer, er der mere tilbage til os, end der ville være, hvis vi hverken havde gæld eller investeringer. I den forstand lider vi ikke afsavn.
Det bør altid i denne forbindelse bemærkes, at skattereglerne i visse tilfælde tilskynder til private investeringer, som ikke er samfundsmæssigt entable. Sådanne investeringer giver ikke en produktionsfremgang, som – samfundsmæssigt set – opvejer renter og afdrag på de lån, de finansieres med. Kombinationen af skattemæssigt motiverede investeringer og lån fører til et afsavn for landet som helhed. Det rette indgreb mod dette tab består ikke i almindelig betalingsbalancepolitik men i ændring af skattereglerne.
Den anden hovedindvending mod det konventionelle syn på udlandsgælden er, at den delvis er et resultat af privatøkonomiske dispositioner, som kun finder sted, fordi private beslutningstagere mener at have fordel af dem.
Hvis jeg bruger 10.000 kr. på en skiferie i stedet for at spare pengene op, vil Danmarks udlandsgæld stige med 10.000 kr. Min manglende opsparing betyder, at jeg til gengæld for skiferien må skære ned på mit forbrug på andre områder. Det er jeg natuligvis godt klar over, når jeg beslutter at tage på ferie. Jeg foretrækker skiferien frem for de goder, som jeg giver afkald på. Derfor lider jeg intet afsavn i sammenligning med den situation, hvor jeg ikke tager på ferie men til gengæld har de 10.000 kr. til rådighed til andre formål. Jeg lider kun afsavn i sammenligning med den tænkte men umulige situation, hvor jeg både tager på ferie og beholder pengene.
Det er mig, som mindsker min opsparing, og mig, som må indstille mig på et tilsvarende mindre forbrug i fremtiden. Andre danskere berøres ikke direkte.
Privat opsparing og låntagning er altså i hovedsagen en privat sag. Folk stifter gæld fordi de mener at have fordel af det, og de gør det vel vidende, at de selv skal betale pengene tilbage. Bemærk dog, at private låntagere i kraft af rentefradagsretten kan vælte en del af rentebyrden over på de øvrige skatteborgere.
Konklusionen af disse og lignende overvejelser er, at udlandsgælden ikke er det samfundsmæssige problem, man vil gøre den til.
Det kan forekomme uansvarligt at fremture med denne betragtning, fordi kun hensynet til udlandsgælden synes kunne begrunde økonomisk mådehold. Mere konkret bruges udlandsgælden ofte som begrundelse for offentlige besparelser. Hvis udlandsgælden ikke er et problem, hvad afholder da staten fra at give penge ud helt uden hæmninger?
For det første bør vi naturligvis sikre os, at vi får noget nyttigt og værdifuldt for pengene, hvilket i høj grad vil være en politisk vurdering. Både nytten af de skoler og dagpengeordninger mv., som det offentlige direkte betaler for, og de eventuelle indirekte virkninger i form af øget beskæftigelse og vækst, bør tages i betragtning.
For det andet begrænses de offentlige udgifter af hensynet til statsgælden. At den økonomiske politik bør tilstræbe at nedbringe statsgælden eller at begrænse dens vækst, er om muligt endnu mere kontroversielt end det skitserede syn på udlandsgælden.
Siden 2. verdenskrig har det været almindeligt accepteret, at en indenlandsk statsgæld er mere eller mindre ligegyldig. Den repræsenterer “kun” et fordelingsproblem, “den ene hånds gæld til den anden”. Derfor kan vi idag have en statsgæld på ca. 87.000 kr. pr. dansker, uden at det vækker nogen større interessere.
Denne opfattelse af statsgælden hviler på to antagelser, som i de seneste femten år er blevet draget i tvivl. I samme takt som disse antagelser revideres, må vi også nyvurdere statsgældens betydning.
Den første antagelse er, at de offentlige udgifter, som gælden finansierer, medfører en højere vækst og højere beskæftigelse, som opvejer byrden af gælden.
Vore danske erfaringer synes ikke at underbygge denne antagelse. Siden midten af 1970-erne har vi haft høj arbejdsløshed samtidig med, at vi har haft et højt og stigende niveau for de offentlige udgifter. Også rent teoretisk er det tvivlsomt, om ekspansiv finanspolitik og offentlige ansættelser virker over for et langsigtet beskæftigelsesproblem. Meget tyder på, at en permanent stigning i de offentlige udgifter ikke fører til en permanent men kun til en midlertidig stigning i beskæftigelsen.
Den anden antagelse er, at lige meget hvor stor statsgælden bliver, kan man uden ulempe udskrive skatter til betaling af renterne. Hvis man derudover har brug for flere skattekroner, udskriver man bare endnu flere skatter.
Igen synes vore danske erfaringer at vise noget andet. Der er en grænse for, hvor store skatter, det kan lade sig gøre at kræve op uden betydelige bivirkninger. Det nuværende danske skattetryk er, ifølge den fremherskende opfattelse, forbundet med væsentlige ulemper.
Vanskelighederne er i nogen grad af rent politisk art. De grupper, som rammes af skatterne, søger at slippe for dem ved at gøre deres indflydelse gældende gennem partier, organisationer og den offentlige debat. Der er imidlertid også vanskeligheder af økonomisk og praktisk art. Selv en velmenende enevoldskonge, som ikke behøvede at tage hensyn til undersåtternes politiske protester, ville antagelig have svært ved i praksis at bringe skattetrykket op over 50-60 procent. Folk søger ikke blot politisk at påvirke skattereglerne, de fristes også til at tilrettelægge deres økonomi og hele praktiske tilværelse med henblik på at undvige dem. Denne stærke tilskyndelse til skattemæssigt motiverede dispositioner fører til samfundsøkonomisk tab.
At vi ikke lever over evne, betyder som nævnt, at vi har positiv opsparing, og at vores samlede formue vokser. Dette gælder for landet som helhed, og det gælder for den private sektor, men det gjaldt indtil for nylig ikke for den offentlige sektor eller staten. Staten har i en årrække givet flere penge ud, end den har fået ind i skatter. Det har ført til opbyggelsen af en statsgæld i størrelsesordenen 436 mia. kr. Pengene er ikke i større omfang brugt til investeringer, omend de i øvrigt er gået til prisværdige formål.
Det er betænkeligt for staten at låne i denne udstrækning, fordi vi derved skyder skattebyrden over på kommende generationer. Fremtidens danskere vil jo også gerne udbetale dagpenge og teaterstøtte, og de vil – som vi – have svært ved at kræve penge nok op i skat.
Vi har fra midten af 1970-erne til midten af 1980-erne holdt et højt niveau for de offentlige udgifter uden et tilsvarende højt skattetryk. Til gengæld må fremtidens danskere op på et højere skattetryk for at nå det samme niveau for de offentlige udgifter.
Det talmæssige udtryk for det problem, vi på denne måde skyder over på vore efterkommere, er statsgælden, ikke udlandsgælden.
Måske er problemet “kun” et fordelingsproblem, men det er ikke desto mindre alvorligt. Næst efter arbejdsløsheden er fordelingspolitikken nok det største problem, vi står over for. Det vil ganske af sig selv blive større i de kommende årtier, fordi den voksende andel af pensionister i befolkningen vil nødvendiggøre øgede udgifter. Gennem statsgælden skyder vi en del af vore vanskeligheder over på fremtidens danskere på trods af, at opgaven i forvejen vil være sværere for dem end for os.
Vi kan komme til at føre en uhensigtsmæssig økonomisk politik, hvis vi fejlagtigt går ud fra, at det er udlandsgælden og dens vækst, som sætter grænsen for vor handlefrihed. Jyllands-Posten har ret i, at mit budskab er positivt, for så vidt som jeg søger en skarpere forståelse af vore begrænsninger og dermed et bedre valg af økonomisk politik.
Jeg frygter imidlertid, at de virkelige grænser er snævrere end udlandsgælden giver indtryk af.