Statens gæld er det virkelige problem

Information, tirsdag den 28. marts 1989.

Det er statsgælden og ikke udlandsgælden, der viser hvilke problemer vi skubber over på vore efterkommere, siger økonom i svar til sine kritikere.

Mine udtalelser til Information den 14.3 har affødt adskillige kommentarer. Blandt dem nogle indvendinger, som jeg vil imødegå.

Ejvind Larsen var i Informations leder dagen efter så elskværdig at give mig ret, om end kun i spørgsmålet om rentefradragsretten. Hans hovedindvending var rettet mod den konstatering, at vi ikke lever over evne:

Hvorfor skal folkepensionister og arbejdsløse, og modtagere af syge- og barselspenge og kontanthjælp og børnetilskud dog have deres levestandard nedskåret, når det i virkeligheden er rent sludder, at vi lever over evne?

At vi ikke lever over evne betyder præcist, at vi har positiv opsparing, og at vores samlede formue derfor vokser. Dette gælder for landet som helhed og det gælder for den private sektor, men det gjaldt indtil for nylig ikke for den offentlige sektor eller staten. Staten har i en årrække givet flere penge ud, end den har fået ind i skatter. Det har fort til en statsgæld i størrelsesordenen 480 milliarder kr., eller mere end halvanden gang så meget som landets udlandsgæld. Pengene er i vid udstrækning gået til hæderværdige formål som dem, Ejvind Larsen nævner.

At statens låntagning er betænkelig skyldes, at vi derved skyder byrden over på fremtidige generationer af danskere. Kommende generationer vil jo også gerne have teaterbilletter og dagpenge, og de vil – som vi – have svært ved at kræve penge nok op i skat.

Udlandsgælden er en sum af offentlig og privat gæld, og . den private udlandsgæld hviler i princippet kun på dem, der har stiftet den. Statsgælden på 480 milliarder kr. skal vi derimod alle være med til at betale. Hver nyfødt dansker kan regne med at skulle betale 95.000 kr. i skat til afdrag af forældregenerationens teaterbilletter og dagpenge for han kan begynde at betale for sin egen generations tilsvarende goder. Staten, ikke borgerne, har altså i denne forstand levet over evne.

Nok er vi et af verdenshistoriens rigeste samfund, men midlerne er trods alt begrænsede. Prioriteringen af de mange værdige formål er nødvendig fordi staten, efter alt at domme, har overskredet grænsen for, hvor mange penge den rent praktisk kan disponere over uden skade for vore efterkommere.

I SAMME dags Information kalder Martin Paldam mit standpunkt forbløffende. Det kan kun glæde mig, da forbløffelsen som bekendt ofte er første trin på vejen til erkendelse.

Det er rigtigt, som Paldam siger, at underskud på betalingsbalancen senere må afløses af overskud, eller i det mindste af underskud, som er små i forhold til den økonomiske vækst. Det er netop hvad der ligger i, at vi har påtaget os at forrente og afdrage gælden. De, der har lånt, planlægger at betale tilbage med renter senere, hvilket vil fore til nedbringelse af betalingsbalanceunderskuddet.

Netop derfor er det besynderligt at forestille sig, som Paldam gør, at gælden vil vokse ubegrænset som procent af nationalproduktet. Overvejelser baseret på en forståelse af, hvad der driver folks langsigtede økonomiske dispositioner, peger snarere på, at gælden som procent af nationalproduktet vil stabilisere sig. Faktisk har den været temmelig konstant i forhold til nationalproduktet de senere år.

Martin Paldam siger, at det danske samfund som helhed skal gå ned i levestandard for at betale gæld til udlandet tilbage. Tankegangen er tvivlsom, fordi den ikke tager hensyn til, at man har fået noget for de lånte penge.

Antag at jeg låner en halv million i udlandet.og bygger mig et hus. Martin Paldam siger nu, at jeg skal ned i levestandard for at betale gælden tilbage. Ned i sammenligning med hvad?

Det er klart, at jeg skal ned i levestandard sammenlignet med et luksusliv, hvor jeg har huset, men er fri for at betale renter og afdrag på gælden. Desværre er den fantasitilværelse ikke opnåelig. Det relevante alternativ er, at jeg hverken har husel eller gælden. I sammenligning med dette alternativ skal jeg som nyetableret husejer ikke ned i levestandard. Jeg foretrækker at have både hus og gæld, ellers ville jeg jo ikke frivilligt have valgt det.

Under alle omstændigheder er det mig, der skal betale tilbage. Det er ikke »os alle«, som Information skrev i sin overskrift. Dog kan jeg vælte en del af rentebyrden over på jer andre på grund af rentefradragsretten.

Martin Paldam henviser til lande, der har været ude i »virkelige gældskriser«. Men stort set alle nationale gældskriser er resultat af offentlig gældsætning eller offentlig garanteret eller subsidieret privat låntagning. Ofte er subsidieringen sket indirekte gennem et fastkurssystem, hvor den hjemlige valuta overvurderes. Det rette politiske indgreb består derfor ikke i almindelig betalingsbalancepolitik, men i at holde igen på den offentlige gældsætning og undgå offentlige garantier og subsidier for privat låntagning.

DET ER IKKE min personlige opfattelse at »markedsmekanismen altid frembringer det bedste resultat«, som Torben M. Andersen sagde i Information den 16.3. Tværtimod sagde jeg, at man bor søge efter steder, hvor markedsmekanismen fungerer dårligt og sætte ind der med indgreb, som får den til at fungere bedre.

For eksempel fører de nugældende spilleregler på arbejdsmarkedet åbenbart til en arbejdsløshed, som på langt sigt svinger omkring otte procent. Det er absolut ikke det bedst tænkelige resultat. Torben M. Andersen og jeg er enige i vidt omfang. Så vidt jeg kan vurdere er det væsentligste uafklarede punkt, om det er udlandsgælden eller statsgælden, der begrænser de offentlige udgifter.

Ifølge Torben M. Andersen kan arbejdsmarkedets funktion tale for, at politikerne i strategisk øjemed lægger større vægt på betalingsbalancen.

Hvis man fra politisk side gør klart, at man ikke vil bestræbe sig på at holde arbejdsløsheden nede, så hviler ansvaret for beskæftigelsen på arbejdsmarkedets parter. Jo højere løn de aftaler, jo højere bliver arbejdsløsheden. Hvis parterne derimod forventer, at politikerne vil søge at holde arbejdsløsheden nede ved hjælp af offentlige ansættel$er og ekspansiv finanspolitik, vil de kunne aftale en høj løn uden at tage hensyn til beskæftigelsen.

Så langt så godt. Men hvad galt er der i høj løn, hvis regeringen sikrer beskæftigelsen (og valutapolitikken bremser inflationen)? Svaret kan ikke være, at den høje løn foreger underskuddet på betalingbalancen, for det skulle jo netop forklares hvorfor det-er ønskeligt at nedsætte dette underskud.

Der er gode grunde til ikke at bruge ekspansiv finanspolitik og offentlige ansættelser til at bekæmpe arbejdsløsheden. Men de har ikke meget at gøre med betalingsbalancen. Den vigtigste grund er, at det desværre er både teoretisk og praktisk meget tvivlsomt om de virker over for et langsigtet beskæftigelsesproblem.

Man har i Danmark forsøgt sig med dem i vekslende udstrækning siden midten af 1970’erne – med det utilfredsstillende resultat, at arbejdsløsheden har svinget omkring 8 procent.

En anden vigtig grund er hensynet til statens gæld. Fremtidige generationer vil jo også gerne have lav arbejdsløshed og jobs i det offentlige. Før de overhovedet kan begynde at tænke på at iværksætte deres egne beskæftigelsesforanstaltninger, må de forrente og afdrage den gæld, vi har stiftet.

Hvis politikerne – ud fra et reelt hensyn til fremtidens danskere – lægger vægt på statsgælden, giver de arbejdsmarkedets parter ansvaret for beskæftigelsen i samme grad som hvis de »i strategisk øjemed« – lægger vægt på betalingsbalancen.

VIRKSOMHEDERNES låntagning har »ikke en pind med udlandsgælden at gøre,« mener Jesper Jespersen i Information den 21.3. Han har ret i – hvad jeg ofte har påpeget – at en rent finansiel lånetransaktion ikke øger den samlede udlandsgæld. Hvis en virksomhed låner i udlandet og sætter pengene i banken, så opvejer virksomhedens gæld og bankens tilgodehavende i udlandet hinanden.

Hvis virksomheden derimod låner til nye maskiner, vil udlandsgælden vokse. Reale investeringer øger altså udlandsgælden. Men forudsat at maskinerne er samfundsmæssigt rentable, er det bedre at have både maskiner og udlandsgæld end ikke at have nogen af delene.

Desværre kan afskrivningsreglerne mv. undertiden få virksomhederne til at iværksætte investeringer, som ikke er samfundsmæssigt rentable. Det rette politiske indgreb består da i at ændre skattereglerne, ikke i betalingsbalancepolitik.

Jesper Jespersen opgør det samlede velfærdstab ved udlandsgælden til 20.000 kr. pr. dansker om året.

Nogle af disse penge er simpelthen renterne på gælden. Ligesom Martin Paldam tager Jesper Jespersen altså ikke hensyn til, at hvis ikke vi havde gælden, ville vi heller ikke have haft de goder, som pengene er blevet brugt til.

Resten af Jesper Jespersens 20.000 kr. skyldes lav vækst fordi finansministeren har »slået bremserne hårdt i« på grund af udlandsgælden.

Hertil kan indvendes, at hvis finansministeren slog bremserne i alene på grund af udlandsgælden, så var indgrebet unødvendigt. Det var altså ikke gælden, men den førte politik, der var årsag til velfærdstabet.

Regeringens politik kan imidlertid have været retfærdiggjort af andre overvejelser. F. eks. var stramningen betænksom over for vore efterkommere. Og skattereformens begrænsning af rentefradragets værdi mindskede en uheldig forvridning af lånemarkedet

Erik Meier Carlsen har i Det fri Aktuelt den 16-3 udlagt mit budskab således, »at enhver er sin egen lykkes smed, og at ingen behover at bekymre sig om fællesskabet«. Tværtimod bekymrer jeg mig meget om fællesskabet og de problemer, det vil få i fremtiden i kraft af statsgælden. Jeg bekymrer mig langt mindre om individuelle lykkesmede og den private gæld, de stifter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *