Højskolebladet, 116 no. 16, den 4. maj 1991.
Efter Iraks tilbagetrækning fra Kuwait gjorde kurdere, shiaer og andre grupper oprør mod Saddam Hussein’s styre. Shiaerne fik på et tidspunkt kontrol over nogle områder i den sydlige del af landet, men deres oprør blev knust. Ligeledes havde de kurdiske oprørere en overgang kontrol over irakisk Kurdistan, men også de er blevet slået brutalt tilbage. Situationen er ikke afklaret, men der tales om folkemord på kurderne og hundredetusinder af flygtninge ved grænserne til Iran og Tyrkiet.
Endnu før dette faktisk skete, blev det hævdet af visse amerikanske kommentatorer, at amerikanerne burde have hindret et blodbad ved at neutralisere Saddam’s styrker fuldstændigt og indtage Baghdad. De burde have sat Irak under administration og søgt at indføre demokrati og menneskerettigheder i landet. Dette giver anledning til at overveje, hvad formålet med krigen i Golfen egentlig var, og hvorfor den var så populær.
Præsident Bush har ikke lagt skjul på sit ønske om at få Saddam Hussein fjernet fra magten. Han opfordrede faktisk irakerne til at tage sagen i deres egen hånd og afsætte Saddam gennem et militærkup eller et oprør. Han lagde pres på ved at gøre det klart, at Saddam’s styre ikke kunne have normale forbindelser med USA og ikke kunne vente hjælp til genopbygning af landet.
Trods dette udtrykte ønske om en afslutning på Saddam’s løbebane har amerikanerne ikke villet bruge militær magt til at påvirke udfaldet af det irakiske opgør. Målet med krigen var udtrykkelig begrænset til at drive irakerne ud af Kuwait, og i overensstemmelse hermed standsede de allierede styrker deres fremmarch nogle hundrede kilometer fra Baghdad. Selv hvis de havde villet fortsætte til Baghdad, kunne de ikke gøre det med FN’s billigelse, fordi FN-konventionen ikke tillader indblanding i et lands interne anliggender. Irakerne har ret til selvbestemmelse, selv hvis måden de bestemmer på er borgerkrig og blodsudgydelse.
Amerikanerne og deres allierede har ikke blot afholdt sig fra direkte at bruge militær magt, de har også undladt at hjælpe de forskellige oppositionsgrupper i Irak. Man har altså været villig og tildels nødt til at overlade det til tilfældigheder og til den indre terrorbalance i Irak at afgøre, hvem der eventuelt skal efterfølge Saddam. Det er tvivlsomt, om der overhovedet kan dannes en alternativ regering, og en ny regering vil antagelig være lige så brutal som Saddam’s. Det sandsynlige resultat af et kup eller et vellykket oprør ville være en ny diktator.
Krigen i Golfen drejede sig ikke om demokrati og menneskerettigheder i Irak, og havde heller ikke til formål at afsætte Saddam. Den vestlige passivitet over for nedkæmpelsen af oprøret i Irak har gjort det ekstra klart. Men hvordan kan det så være, at krigen kunne nyde så bred opbakning i offentligheden i den vestlige verden?
Formelt set drejede krigen sig om Iraks overgreb på Kuwait’s suverænitet, og derudover havde den de velkendte økonomiske og magtpolitiske motiver. Kuwait er ikke et mønster på demokrati og frihed, og amerikanere og europæere føler ikke noget særligt broderskab med dets befolkning. Det kan næppe have været de juridiske, økonomiske og magtpolitiske forhold alene, som fik folk til at acceptere, at deres medborgere skulle sætte livet på spil nede i ørkenen. Hvorfor gik verdensopinionen ind for krig?
En del af forklaringen kan være, at krigen ikke blot var en krig om Kuwait; den skulle også fastslå et generelt princip om, at FN for fremtiden (nu efter at Sovjetunionen er holdt op med at kaste grus i maskineriet) vil gribe ind over for aggressioner mod suveræne stater. Dette princip gav den et skær af højere retfærdighed.
Princippet svækkes imidlertid af to forhold. For det første er det vanskeligt at forestille sig, at det vil blive konsekvent håndhævet. For det andet virker det urimeligt, at der sættes så hårdt ind over for annektionen af Kuwait, mens der intet gøres for at beskytte den irakiske befolkning. Denne skelnen mellem på den ene side en aggression mod en suveræn stat og på den anden side et internt irakisk anliggende, som FN ikke blander sig i, udhuler krigens moralske grundlag.
Den brede opbakning bag krigen har nok snarere sin baggrund i mere primitiv psykologi. Før og under krigen forsømtes ingen lejlighed til at understrege, at det var Saddam Hussein personlig, der var fjenden. Han blev sammenlignet med Hitler og gjort personligt ansvarlig for de irakiske soldaters uslebne opførsel i Kuwait. Det var meget virkningsfuldt, at krigen således psykologisk blev gjort til en krig mod en enkelt usympatisk person. Det ville have været svært at få verdensopinionens opbakning bag en krig, der blev ført for et abstrakt princip.
Under Vietnamkrigen var det store flertal af amerikanere enige i ideen om at bekæmpe kommunismens fremtrængen. Denne ide var imidlertid for abstrakt til i længden at motivere dem til krig.
Det var meget lettere at få folk til at støtte en krig mod en djævelsk diktator. Selvom diktatoren altså viste sig at få lov at fortsætte sit terrorregime.