Højskolebladet, 116 nr. 2, den 12. januar 1991
De, som oprindelig skrev USA’s forfatning, kunne ikke forudse, hvordan landets styreform siden ville udvikle sig. De forudså ikke hvor stor magt, den føderale regering, kongressen og højesteret ville få til at tilsidesætte de enkelte staters politik, love og retssystem. De forudså heller ikke, hvor store den føderale regerings udgifter og skatteudskrivning ville blive i forhold til staternes.
Idag kan ingen vide, hvor de europæiske unionsbestræbelser vil føre hen. Vi ved ikke, hvor stor magt de fælleseuropæiske institutioner vil få i forhold til de enkelte landes regeringer og parlamenter, og specielt ved vi ikke, hvem der vil få »magt over kronerne«. Tilslutning til unionen som ide er skabt og skabes før det er klart, hvad den nærmere indebærer. Dens indhold vil udvikle sig efterhånden som vinderne skilles fra taberne i magtkampen mellem de forskellige nationale og overnationale institutioner, forsamlinger og bureaukratier. Der er ikke tale om, at man udarbejder en færdig grundlov for Europa og tager stilling til den en gang for alle, hvorefter den vil være urokkelig i al evighed.
Selvom man ikke kan vide, hvor udviklingen fører hen, har man lov at gætte.
Udenrigs- og sikkerhedspolitikken vil antagelig blive lagt over på unionen. Europa kan øve mere indflydelse på globalt plan ved at optræde som en enhed over for resten af verden. De større medlemslande og unionens ledelse vil være stærkt fristet til at sikre, at denne mulighed for indflydelse ikke forspildes.
Af hensyn til det indre marked vil ansvaret for de væsentligste dele af arbejdsmarkedspolitikken og erhvervspolitikken blive overdraget til EFs institutioner. Vi får en monetær union, det vil sige en fælles mønt og en fælles pengepolitik, styret af en europæisk centralbank.
Rammerne for de offentlige udgifter og skatterne vil blive fastsat centralt. Dels får unionsregeringen selv et budget at gøre godt med, dels vil den få indflydelse på de enkelte landes budgetter. Nogen forestiller sig for eksempel, at unionsregeringen vil fastsætte en grænse for Danmarks offentlige låntagning.
Det budget, som Folketinget og den danske regering får lov at administrere og uddele, kan bruges til kultur, uddannelse, sociale formål og lignende. Administrationen af disse midler vil blive regeringens og Folketingets vigtigste opgave. Danske politikere vil i langt mindre omfang end hidtil beskæftige sig med udenrigs-, sikkerheds-, arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik og med de overordnede visioner for samfundets udvikling. Deres indflydelse på unionens politik på disse områder vil i sagens natur være begrænset.
Danske politikere vil fortrinsvis konkurrere med hinanden på de områder, hvor de har mulighed for at øve en reel indflydelse. Det vil sige, at de vil koncentrere sig om dels at skaffe Danmark særbehandling fra unionen, dels atXS fordele det af unionsregeringen godkendte budget blandt de danske særinteressegrupper.
De danske politikere vil ikke blive valgt på grund af deres holdning til de store linier i samfundsudviklingen, udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og så videre. De vil jo alligevel ikke have ret meget at skulle have sagt på disse områder, og derfor vil vælgerne ikke belønne deres indsats. Kun hvis de ønsker at springe fra dansk politik til unionspolitik, vil de beskæftige sig med disse spørgsmål. I så fald vi de imidlertid gøre det i europæisk regi snarere end i Danmark.
Alt dette vil få konsekvenser for karakteren af den offentlige debat i Danmark.
I samme takt som regeringens og Folketingets indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken mv. aftager, vil debatten om disse emner flytte væk fra de danske (dansksprogede) medier. Den afgørende formning af den europæiske offentligheds holdning vil finde sted dels i franske, tyske og britiske medier, dels i nye, pan-europæiske aviser og TV- og radiokanaler, som vil befordre en pan-europæisk debat.
Danske debatbøger som »Oprør fra midten« eller »Historien om den danske utopi« vil ikke længere finde læsere. De vil blive erstattet af bøger med europæisk sigte, udgivet på flere sprog samtidig, og kun undtagelsesvis skrevet af danskere.
Visionære danskere med ideer om samfundets fremtidige udvikling vil ikke længere gide skrive kronikker i Politiken, fordi så få europæere forstår dansk. Hvis de vil påvirke den europæiske opinion, må de gøre det gennem medier med europæisk gennemslagskraft og udtrykke sig på sprog, der bliver forstået.
I denne henseende kan udviklingen inden for den politiske debat gå i retning af den nuværende tilstand inden for mange videnskaber, som er fuldstændig internationaliserede. Det må efterhånden være længe siden, at der blev skrevet naturvidenskabelige afhandlinger på dansk. De danskere, som befatter sig med økonomisk videnskab, skriver på engelsk, fordi 99 procent af deres læsere ikke forstår dansk. Inden for økonomi anvendes det danske sprog fortrinsvis i lærebøger, populærvidenskabeliskabelige skrifter, og journalistik.
For så vidt angår videnskaberne, behøver dette ikke bekymre nogen. Den danske offentlighed har alligevel ikke behov for eller lyst til at læse videnskabelige afhandlinger. Derimod vil det være trist hvis jeg får ret i, at noget tilsvarende kommer til at ske inden for politik – at væsentlige dele af den politiske meningsudveksling ikke længere vil foregå på dansk.